Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Ugens præstetanker

Ugens præstetanker


# Præstens blog
Udgivet tirsdag d. 23. februar 2021, kl. 00:00

En syndig oversættelse?

Ugens præstetanker ved Asser Skude

Det spørgsmål rejser sig når man læser i den nyeste oversættelse af biblen. Måske lægger man ikke umiddelbart mærke til det ved første øjekast, men faktisk er der en betydelig ændring af et af de kristne kærnebegreber. Ordet og begrebet ”synd” er blevet erstattet med ”ondskab” i den nyeste bibeloversættelse, den såkaldte 2020 Biblen.

Som jeg tidligere har pointeret, så må man tage hatten af for enhver der sætter sig for at nytænke og genopfinde kristne ord, begreber og oversættelser. Det er vigtigt at biblen og traditionen stadig og kontinuert udfordres. Der er ingen grund til at gøre noget bare for traditionens skyld eller fordi ”det altid har været sådan”. Men omvendt, er der ingen bedre, eller kun ringere ord eller begreber der dækker den oprindelige og klassiske betydning, ser jeg ingen grund til at finde på nye ord eller begreber.

I tilfældet med dagens evangelium er det dog ikke så smart at ”synd” bliver til ”ondskab”. Ondskab klinger ikke så farligt eller provokerende som synd, men det er netop hvad det kristne syndsbegreb er, djævelsk, lumsk og uforudsigeligt.

I den oprindelige tradition (herunder f.eks. Augustin i ”Om Guds Stad”) udfoldes begrebet ondskab, som noget der vender sig væk fra Gud, en afvigelse, en privation. Noget som alene findes fordi Gud findes. Som en snylter, der henter sin kraft fra det gode, men som isoleret ikke kan eksistere, men alene pga Guds eksistens.

Det onde er altså noget som vender sig væk fra Gud, afviger fra Gud. Ligesom når man f.eks rammer forbi målet eller bestemmelsen. På samme måde med mennesket. Mennesket er alene til pga. Gud har skabt det. Men mennesket har en iboende afvigende karakter, som vender sig væk fra Gud. Det er menneskets medfødte ”skavank” og forklares f.eks. med syndefaldsberetningen, at mennesket ”falder” og mennesket gør det modsatte af Guds vilje. Det er for mig at se menneskets syndige natur, menneskets uperfekthed.

Vælger man at oversætte synd med ondskab, risikerer man at referencen til ”syndefaldsberetningen” og mennesket som en ”synder” viskes ud. Det er en glidebane. Ligesom man også mister referencen til den nuværende oversættelse af Trosbekendelsen, hvor vi tror på ”syndernes forladelse” som kristne. Dvs. vi tror på at Gud vil gøre os frie, med sin søns mellemkomst, af vores syndige natur og vores vej mod egen fortabelse.

Alene Gud vil kunne gribe ind og vende og frigøre os fra vores egen djævelskab, det kan vi ikke selv. At oversætte ”synd” med ondskab er for mig at se en underdrivelse af hvad der står på spil. Mennesket er ikke bare ondt, det er selvoptaget og indkroget i sig selv, utilstrækkeligt, og ingen selvhjælpskurser, meditationer, bønner eller gerninger, kan frelse mennesket fra dets egen villede ondskab, det kan alene Gud med sin suveræne indgriben, uafhængigt af menneskets vilje, formåen og ønsker.

Det mennesket dog kan gøre er at være opmærksom på, at det af sig selv intet formår, men at stille sig selv åben for den mulighed at Gud vil gribe ind, og frelse mennesket fra dets synd.

Som en af min personlige ynglingspræsidenter, Jimmy Carters rådgivere engang skulle have sagt ”If it aint broken, why fix it?”. Atlså hvis det virker, hvorfor prøve at ændre det?

Sådan har jeg det også med den oversættelse af dagens nøglebegreb ”synd” med ”ondskab”. For mig fungerer det stadig at tale om ”synd” og ”djævelsk”. ”ondt” har ikke det spirituelle og frelsesmæssige perspektiv med. ”ondt” kan man have i sin skulder eller man kan gøre ”onde” ting mod andre, men det siger ikke noget om forholdet til Gud eller det himmelske, ligesom det mere poetiske og billedlige ”synd”.

Nogen siger at det danske ord ”synd” er afledt af ”sund”, altså vand, som adskiller to stykker land. Det er måske ikke så ringe et billede, hvis den ene position er menneskenes og den andens Guds. Der er noget som skiller os fra Gud. Ingen af os er konstant hos Gud, men vi er adskilt fra Gud og fortabte – så længe Gud ikke griber ind.

Det spørgsmål rejser sig når man læser i den nyeste oversættelse af biblen. Måske lægger man ikke umiddelbart mærke til det ved første øjekast, men faktisk er der en betydelig ændring af et af de kristne kærnebegreber. Ordet og begrebet ”synd” er blevet erstattet med ”ondskab” i den nyeste bibeloversættelse, den såkaldte 2020 Biblen.

Som jeg tidligere har pointeret, så må man tage hatten af for enhver der sætter sig for at nytænke og genopfinde kristne ord, begreber og oversættelser. Det er vigtigt at biblen og traditionen stadig og kontinuert udfordres. Der er ingen grund til at gøre noget bare for traditionens skyld eller fordi ”det altid har været sådan”. Men omvendt, er der ingen bedre, eller kun ringere ord eller begreber der dækker den oprindelige og klassiske betydning, ser jeg ingen grund til at finde på nye ord eller begreber.

I evangeliet er det dog ikke så smart at ”synd” bliver til ”ondskab”. Ondskab klinger ikke så farligt eller provokerende som synd, men det er netop hvad det kristne syndsbegreb er, djævelsk, lumsk og uforudsigeligt.

I den oprindelige tradition (herunder f.eks. Augustin i ”Om Guds Stad”) udfoldes begrebet ondskab, som noget der vender sig væk fra Gud, en afvigelse, en privation. Noget som alene findes fordi Gud findes. Som en snylter, der henter sin kraft fra det gode, men som isoleret ikke kan eksistere, men alene pga Guds eksistens.

Det onde er altså noget som vender sig væk fra Gud, afviger fra Gud. Ligesom når man f.eks. rammer forbi målet eller bestemmelsen. På samme måde med mennesket. Mennesket er alene til pga. Gud har skabt det. Men mennesket har en iboende afvigende karakter, som vender sig væk fra Gud. Det er menneskets medfødte ”skavank” og forklares f.eks. med syndefaldsberetningen, at mennesket ”falder” og mennesket gør det modsatte af Guds vilje. Det er for mig at se menneskets syndige natur, menneskets uperfekthed.

Vælger man at oversætte synd med ondskab, risikerer man at referencen til ”syndefaldsberetningen” og mennesket som en ”synder” viskes ud. Det er en glidebane. Ligesom man også mister referencen til den nuværende oversættelse af Trosbekendelsen, hvor vi tror på ”syndernes forladelse” som kristne. Dvs. vi tror på at Gud vil gøre os frie, med sin søns mellemkomst, af vores syndige natur og vores vej mod egen fortabelse.

Alene Gud vil kunne gribe ind og vende og frigøre os fra vores egen djævelskab, det kan vi ikke selv. At oversætte ”synd” med ondskab er for mig at se en underdrivelse af hvad der står på spil. Mennesket er ikke bare ondt, det er selvoptaget og indkroget i sig selv, utilstrækkeligt, og ingen selvhjælpskurser, meditationer, bønner eller gerninger, kan frelse mennesket fra dets egen villede ondskab, det kan alene Gud med sin suveræne indgriben, uafhængigt af menneskets vilje, formåen og ønsker.

Det mennesket dog kan gøre er at være opmærksom på, at det af sig selv intet formår, men at stille sig selv åben for den mulighed at Gud vil gribe ind, og frelse mennesket fra dets synd.

Som en af min personlige ynglingspræsidenter, Jimmy Carters rådgivere engang skulle have sagt ”If it aint broken, why fix it?”. Altså hvis det virker, hvorfor prøve at ændre det?

Sådan har jeg det også med at oversættelse nøglebegrebet ”synd” med ”ondskab”. For mig fungerer det stadig at tale om ”synd” og ”djævelsk”. ”ondt” har ikke det spirituelle og frelsesmæssige perspektiv med. ”ondt” kan man have i sin skulder eller man kan gøre ”onde” ting mod andre, men det siger ikke noget om forholdet til Gud eller det himmelske, ligesom det mere poetiske og billedlige ”synd”.

Nogen siger at det danske ord ”synd” er afledt af ”sund”, altså vand, som adskiller to stykker land. Det er måske ikke så ringe et billede, hvis den ene position er menneskenes og den andens Guds. Der er noget som skiller os fra Gud. Ingen af os er konstant hos Gud, men vi er adskilt fra Gud og fortabte – så længe Gud ikke griber ind.