Påsken i Bellahøj Kirke

Udgivet tor d. 11. apr 2019, kl. 09:31
Forside blog

Af sognepræst Peter Møller Jensen

Nu er det snart påske, og det betyder travlhed i bydelens kirker. Alle sejl er sat til for at fejre årets største kirkelige højtid, og i Bellahøj kirke følges det store dramas pulsslag dag for dag.

På torsdag d. 18. april er det skærtorsdag, dagen hvor Jesus samlede sine disciple til den sidste nadver, afskedsmiddagen inden hans lidelse og død. I sig selv en sørgelig begivenhed, men set i lyset af opstandelsen bliver skærtorsdagen først og fremmest en højtidelig indstiftelse af det fællesskab, der til alle tider samles omkring nadverbordet og tager imod brødet og vinen som Guds kærlighedsgaver til os mennesker. I Bellahøj kirke begynder den store skærtorsdagsfejring kl. 17.00, hvor korsbordet står dækket i selve kirkerummet og danner rammen om såvel gudstjenesten som den efterfølgende påskemiddag (med bl.a. lammesteg).

Dagen efter, langfredag d. 19. april kl. 15.00, er det kampen mod mørke, ondskab og død, det gælder. Et kors, der er undervejs, og et kirkerum, der er ribbet for alt og fremstår nøgent og bart, det er nogle af de mere spektakulære oplevelser i et passionsdrama, hvor døden ser ud til at få det sidste ord og gravstilheden til sidst taler sit tydelige sprog.

Men livet kan ikke slås ihjel, når livets Gud bestemmer, og derfor udspiller næste akt i dramaet sig påskelørdag d. 20. april kl. 21.00, hvor det mørklagte kirkerum må overgive sig til opstandelsens lys, der trænger sig på og bryder helt igennem, når påskeevangeliet lyder og budskabet om livets sejr lyder ud i natten.

Så er det for alvor forår igen, og påskesøndag d. 21. april kl. 10.30 henlægger påskeliljernes gule glød kirken i et forklaret skær, hvor glæden kan synges ud som aldrig før!

Også børnene skal få lov til at opleve påskebudskabet, og det sørger Sigurd Barrett for 2. påskedag d. 22. april kl. 14.00, når han på sin medrivende måde genfortæller påskens store historie, så selv de mindste kan få et stort påskesmil frem!

Jo, der sker virkelig noget i Bellahøj kirke i de kommende dage – og bortset fra skærtorsdagsmiddagen, som koster 100 kr., er alt helt gratis at deltage i!