Johanne Haastrups prædiken fra ​Kr. Himmelfarts dag

Johanne Haastrups prædiken fra ​Kr. Himmelfarts dag


# Præstens blog
Udgivet fredag d. 22. maj 2020, kl. 10:19
© Steen/Bellahøj Kirke

Det er det sidste, der står i Lukas’ fortælling om Jesus, Lukasevangeliet, som i Biblen 2020 også kaldes Gode nyheder til fattige. Men forfatteren fortsætter sin beretning i De første kristne (den bog, som i den autoriserede Bibel kaldes Apostlenes Gerninger). Det var den anden tekst, vi hørte i dag. Så det er faktisk den omvendte rækkefølge, vi hører de to tekster i.

I ’De første kristne’ fortælles om, hvordan disciplene får den kraft fra himlen, som Jesus siger, at de skal vente på, Gud giver dem. Men i dagens prædiketekst (som jo altså kommer først kronologisk) dér står vi sammen med disciplene og ser mod himlen, hvor Jesus forsvandt op i.

Disciplene var glade. Det var som om, at Jesus havde forklaret det hele. Han havde opsummeret, hvad der var sket, og sagt det på en måde, så at det hele pludselig gav mening: Jesus var blevet mishandlet og henrettet på et kors. Men efter tre dage var han stået op igen, fuldstændig ligesom der stod i deres Bibel. Det var helt efter planen. Og nu var den videre plan, at Jesus skulle tage sæde ved sin fars højre hånd i himlen, og at disciplene, som jo selv havde set det hele, at de skulle gå ud i verden og fortælle om det. ’De tog fulde af glæde tilbage til Jerusalem, og hyldede Gud,’ står der.

Så hvad er problemet? Problemet er måske, at det, der fortælles om her, ikke går i spænd med vores helt almindelige virkelighedsopfattelse. Det er der mange fortællinger i Biblen og i beretningen om Jesus, der ikke gør. Men lad os her holde os til denne fortælling:

(1) Jesus fortæller om, at der skal komme en kraft fra det høje, og at de skal vente på, at de får den, inden de går i gang med at fortælle alverden om Jesus.

Det er måske så endda til at forstå. Mange af os kan godt relatere til, at man skal vente på at få inspiration eller kraft eller mod. Det har vi oplevet at få - udefra og på forunderlig vis. 

(2) Jesus velsigner dem. Det er også til at have med at gøre. Vi kan godt relatere til, at man med tegn kan ønske alt godt over et andet menneske.

(3) Men så farer Jesus til himmels, eller ’han bliver løftet op i himlen’. Og det ligger ligesom i luften (om jeg så må sige), at 

(4) han skal op til sin far.

Så er vi ude i noget, som ligger langt fra den virkelighedsopfattelse, de fleste nutidige mennesker har. Hvem tror længere på en Gud, som sidder som en gammel far oppe i himlen? Hvem har et verdensbillede med helvede forneden, jorden i midten og himlen med Gud og alle engle foroven? Ikke nogen, jeg kender, i hvert fald.

Så det må være billedsprog. Jamen, det var det jo ikke dengang, det blev skrevet, vil nogen sige. Det er jeg nu slet ikke så sikker på.

De ting, som disciplene oplevede, de var ikke altid lette at beskrive. Men disciplene prøvede at finde ord for det. Nogle gange måtte de bruge billedsprog.

Og hvis man går til det som billedsprog (i stedet for at se ned på tidligere tider og andre kulturer, som vi nogle gange har for vane), så kan vi måske få meget mere ud af det. Hvis vi anerkender, at man på disciplenes tid fuldt ud kunne tale i overført betydning og med brug af symboler, så ser det hele måske anderledes ud? Måske er det i virkeligheden os, som er snæversynede, og kun kan forstå tingene helt bogstaveligt?

(Ad 3) Jesus farer til himmels. Himlen, hvor er det? Himlen er det sted, hvor der er himmelsk at være. Himlen er den kærlighedsfyldte virkelighed, og dermed det sted, hvor Jesus Kristus er. Så himlen kan være et sted på jorden. (Mit land, siger Herren, er himmel og jord, hvor kærlighed bor - som vi skal synge i salmen O, kristelighed til sidst.)

Himlen er ikke kun oppe. Himlen er ligesom luften, som omgiver os og er alle vegne. Når Jesus farer til himmels og bliver Kristus, så betyder det også, at han nu er overalt. 

Kristus er dig altid nær. Hans kærlighed er under dig, over dig og ved siden af dig. Og du kan lade den blive til virkelighed for din næste, så at hun også føler sig omsluttet af kærlighed og mærker himlen.

(Ad 4) Jesus tager op til sin far i himlen, hvordan skal det forstås? Sidder Gud oppe i himlen? Nu bliver det svært, for vi har at gøre med noget, som vi ikke kan beskrive helt præcist med ord, og heller ikke forstå til fulde med vor menneskehjernes begrænsninger. Men vi kan prøve så godt, vi formår, selvom vi kan blive nødt til at forklare Biblens billedsprog med vort eget billedsprog.

Vi tror i kristendommen på, at vi har en treenig Gud: Fader, Søn og Helligånd. Når vi siger, at Jesus er Kristus, og at han tager op til sin far, så er det ikke så vigtigt, om han tager op eller ned eller hen.

Det, vi siger, er, at det, som Jesus gjorde og sagde, da han levede her på jorden, at det er i 100% overensstemmelse med, hvad Gud gerne ville fortælle os om sig selv. Gud står 100% bag Jesus og hans budskab. Nemlig, at Gud elsker sin skabning (os og verden), og at Gud er med os alle dage indtil verdens ende.

(Ad 1) Og når vi så siger, at Gud sender sin kraft og Ånd, Helligånden til verden (det sker til pinse), så disciplene kunne gå ud og fortælle alle mennesker om Jesus’ liv, død og opstandelse, så er det billedsprog for, at Gud stadig virker i verden:

Helligånden hjælper os til at fortælle om Jesus og Gud, så det er til at forstå og forbinde med noget i vort liv:

Helligånden hjælper os til at leve i bevidsthed om, at der er noget, der er rigtigt, og noget, der er forkert, og at vi har ansvar for hinandens og klodens liv.

Helligånden giver os mod til at stå op imod uretfærdighed og støtte den svages sag.

Helligånden hjælper os til at finde trøst og håb for fremtiden, og mod til at leve livet.

Alt det bliver sagt mellem linjerne og med billedsprog i beretningen om Kristi Himmelfart, som vi hører i dag.

Amen.