Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Læs prædikenen online

APR
13

Læs prædikenen online


Mandag d. 13. april 2020, Kl. 10:30 til kl. 11:30
Johanne Haastrup

Johanne Haastrups prædiken kan du læse på hjemmesiden - og på Facebook fra 12. april kl. 15.00.

2. påskedag 2020

Bøn

Opstandne Herre Jesus Kristus!

Dig bringer vi vor lovsang fuldtonende og forløst.

Nu mærker vi, at lyset har fået magt,

og vi ser, at hele dit skaberværk bevidner,

at livet kan sejre over døden,

og at sorgen må vige for glæden.

Lovet være du,

der mødte de tvivlende og fortvivlede i morgenlyset

og lod dem se din herlighed.

Vi beder dig: Væk også os fra vort mismods vinter,

og send os ud i livets sommer,

så vi kan vidne om, at intet er umuligt for Gud.

Hans kærlighed lader sig ikke standse, fra evighed til evighed.

Amen.

 

Prædiken

Påskedag var de kvindelige disciple i fokus i beretningen om Jesus ifølge Matthæus. Det var kvinderne, der løb ud til graven, og var de første til at se, at den var tom, og de første til at høre englens besked om, at Jesus var opstået fra de døde, og var gået i forvejen til Galilæa, til der, hvor de nu skal til at have deres liv og dagligdag.

 

2. påskedag, er det den samme historie, der fortælles, men den fortælles af en anden. Nemlig af Johannes. Det er også en kvinde, der er i fokus. Det er Maria Magdalene, som går alene ud til graven, og opdager, at den er tom. Der er en masse udenomssnak om, hvordan hun løber tilbage til Peter og den anden discipel, og om, hvordan de to så løber ud til graven sammen med hende og ser stof og stofstrimler, som Jesus har været svøbt i, ligge tomt i graven.

 

Men højdepunktet i fortællingen er der, hvor Peter og den anden discipel er gået hjem igen, og Maria Magdalene står alene uden for graven og græder, fordi hun ikke ved, hvor Jesus er. Og så står han pludselig der foran hende, og spørger: ’Hvorfor græder du? Hvem leder du efter?’

Hun kan ikke se, at det er ham. Hun tror, det er gartneren, og ude af sig selv beder hun ham – vredt og gennem tårer, forestiller jeg mig – fortælle, hvor han har lagt Jesus, så hun kan hente ham. Jesus svarer bare: ’Maria!’ Og med det samme forstår Maria, at det er ham. Hun griber fat i ham og udbryder: ’Min læremester!’ ’Giv slip!’ siger Jesus, ’for jeg er på vej op til min far, til min Gud og til jeres Gud.’ Og Maria giver slip og går tilbage til de andre disciple og fortæller dem: ’Jeg har set vores herre’.

 

Maria er hende med den blakkede fortid. Hun var prostitueret. Det blev man dengang først, når forholdet til familien – det sociale sikkerhedsnet på den tid – var fuldstændigt brudt sammen. Derfor ved vi, at Maria intet har at falde tilbage på. Kun det gamle beskidte liv ventede hende. Hun var intet i samfundets øjne. Hun var ikke noget værd i nogens øjne. Indtil hun møder Jesus. Han ser hende. Han kalder hende til at følge ham. Hun havde gennem Jesus fået skænket et nyt liv, som én, han kendte og holdt af. Hans kærlighed til hende havde gjort hendes liv værd at leve.  Hvis der har været nogen i discipelflokken, hvis hjerte har været fuld af død, nu hvor Jesus var korsfæstet og død, så har det været Maria Magdalene.

Hun viste om nogen sin hengivenhed og taknemlighed over for Jesus, mens han levede. Hun gjorde tanke til handling, dengang hun salvede Jesus’ fødder. Og også nu ville hun ud til graven for at vise omsorg og ømhed, måske – som der står i de andre beretninger – med en fin og velduftende salve til at smøre liget ind i som en sidste kærlighedshandling.

 

Den tunge vandring ud til graven ender med den tomme grav, som for hende til at begynde med blot betyder endnu et tab, nemlig tabet af den jordiske rest, hvortil hun kunne knytte sit minde om en elsket ven og et liv værd at leve.

 

Indtil hun hører Jesus kalde hende ved navn. Hun forstår, at det er ham, og at han stadig kendes ved hende. At hun er kendt og elsket som den, hun er. At deres relation stadig lever.

 

Han kalder hende. Han genindsætter hende i kærligheden, i deres relation til hinanden. Og han sender hende ud i livet og i verden for at bevidne det, der er sket.

 

Det er opstandelsen. Det er det, vi tror på. At af døden opstår livet. Der, hvor alt synes tomt og meningsløst. Der, hvor alt håb er ude. Der, hvor vi har mistet og fuldkomment håbløst håber på, at alt kan blive som før. Der, hvor vi håber mod alle odds, mod al sandsynlighed.

Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses (Hebræerbrevet 11,1). Håbet om, at for Gud er alting muligt, og at Han kan give os en fremtid, hvor livet ganske vist ikke bliver som før. Men hvor livet kan blive godt igen, på en anden måde.

 

Gud bliver ved at kalde os. Han kalder os ved det navn, vi har fået i dåben. Han kender os og elsker os, som vi er. Han kalder os ud af håbløsheden og genindsætter os i sin kærlighed og sender os ud i verden for at bevidne denne opstandelse, hvor håbet opstår af håbløsheden, hvor fremtiden opstår af ingen muligheder, hvor livet opstår af døde.

 

Det er det, vi fejrer i påsken.

 

Bøn

Jesus Kristus, du overrumplende Gud,

Ved dig skal vi leve, og med dig skal vi dø.

For du søgte os, og fandt os i vor sorg, på vejen bort.

Du talte til os. Men først da du ville, åbnedes vore øjne,

og vi så, at du er hos os, lyslevende og nærværende.

Nu beder vi dig: Bliv hos os!

For det er svært, når du forsvinder.

Det bliver koldt, som når der går en sky for solen.

Men når du lader dig se og giver os Ånd,

da kan vi gå herfra med glæde i hjertet

i forvisning om, at du virkelig er opstået fra de døde,

og at du aldrig vil forlade nogen af dem, du elsker.

Amen.