Meditationsgudstjeneste

Meditation med stilhed og ro

At kunne finde tid til stilhed og ro, når alverdens ting kæmper om vores opmærksomhed, er ikke nogen selvfølge og kan for mange af os være lidt af en udfordring. Vi har dog brug for øjeblikke i vore liv, hvor vi kan stoppe op, puste ud, gå ned i gear, se hinanden i øjnene, finde fred og måske mærke Guds nærvær.

Derfor giver vi i Bellahøj kirke os selv, hinanden og dig mulighed for netop det, når vi en enkelt torsdag aften om måneden inviterer til gudstjeneste med meditation i kirkerummet.

Søg ind i stilheden med toner af nærvær

Meditationsgudstjenesten er en stor time, hvor vi mødes i øjenhøjde og i fællesskab søger ind i stilheden. Kirkens musikere sætter rammen med rolige toner af nærvær, vi synger et par sange og salmer i fællesskab, og sognepræsten Peter Møller Jensen deler en kort refleksion.

Derefter er der tid og rum til i stilhed at bevæge sig rundt i kirkerummet og sætte sig ved små forskellige poster og meditere over, hvad der fylder hos os hver især, og ønsker man det, kan man få bedt en stille personlig bøn over sig.

Senere samles vi i en kreds om  lysgloben midt i kirkerummet og  tænder lys for hinanden. Her får du den personlige opmuntring: ”Du er verdens lys!” og vi  ønsker hinanden fred.

Afslutningsvis fejrer vi nadver sammen, før vi skilles ud i aftenen med kurs mod hver vores forhåbentligt fredfyldte destination.

Gudstjeneste med meditation er for alle

Der er allerede en god fast gruppe af mennesker, der kommer og nyder stilheden sammen, og nye ansigter dukker også op indimellem. Vi vil være mere end glade, hvis vi også får dig at se, så hjerteligt velkommen!

Sådan finder du næste meditationsgudstjeneste

Datoen for næste månedlige meditationsgudstjeneste finder du nedenfor. Vi har også trykt en kalender til dig, du kan tage med, næste gang du kommer forbi kirken  (Meditationsgudstjenesten holder sommerpause fra juni-august).

Du kan også tilmelde dig et nyhedsbrev om meditation her. Så minder vi dig om næste meditationsgudstjenste.