© Åse Thuehøj

Nadja Overgaard Damkjær (barselsvikar)

Efter min indsættelse d. 28 juni 2020 tiltræder jeg som barselsvikar i Bellahøj–Utterslev Sogn. Jeg har forskellige kirkelige erfaringer fra Opstandelseskirken i Albertslund, hvor jeg har undervist konfirmander, været præstesekretær og været i løntilskud. I den forbindelse blev jeg ordineret i Helsingør Stift 13. januar 2019. En måned efter fødte jeg min søn Erik og har derfor været på barsel og jobsøgende op til dette vikariat. Jeg bor på Islands Brygge med min mand Niels og Erik, og vi nyder bl.a. at have Amager Fælled tæt på.

Jeg glæder mig utroligt meget til at komme ordentligt i gang med præstegerningen, til at møde menigheden, have samtaler med dåbsforældre, pårørende ved bisættelser og hvem der kunne have behov for en sjælesørgerisk samtale. Derudover er det en drøm der går i opfyldelse, at virke i en kirke med den musiske profil som Bellahøj Kirke har og det liturgiske udtryk, der særligt præger Bellahøjmessen.

I samarbejde med kirkens præst Peter kommer jeg til at stå for området ”Det søgende menneske”. Det er et felt, der passer godt til de interesser jeg har inden for teologien. Under min studietid har jeg særligt interesseret mig for eksistensfilosofien og herunder særligt Søren Kierkegaards skrifter. Mit speciale omhandlede Kierkegaard og Dostojevskijs roman ”Brødrene Karamazov”, og det interesseområde vil jeg gøre brug af, når vi skal arrangere Aftenrum, Fordybelsesværksted, Filmklub, Foredragsaftener mm.